LinkedIn, værktøjet til et stærkt netværk!

 

Du har sikkert allerede hørt om LinkedIn og du har måske også en profil, men måske du er i tvivl om, hvad du skal bruge LinkedIn til eller hvordan du skal bruge det? Det vil jeg give dig svaret på! LinkedIn er verdens største faglige netværk på internettet! Vildt ikke?

Det er her du kan finde dit næste job, samle dit professionelle netværk og tilføje nye kontakter til dit netværk. Du kan følge med i, hvad der sker i dit netværk og selv give opdateringer omkring din fagligeudvikling og din virksomhed. Vi vil i det følgende præsentere forskellige funktioner, som LinkedIn tilbyder, som du kan bruge til at styrke dit netværk.

Men først, skal vi så ikke lige få slået fast, hvordan en god LinkedIn profil ser ud?

Vores digitale visitkort

Det er vigtigt, at du tænker på din LinkedIn profil, som dit digitale visitkort, mere specifikt kan det vist ikke siges. Du skal først og fremmest skrive en overskrift/headline som er fængende – den skal give folk lyst til at kigge videre på din profil. Derudover skal du sørge for at uddybe i feltet om/about – her skal de vigtigste pointer om dig ud!

Du kan for eksempel skrive om din faglige baggrund, erfaringer og kompetencer, men husk, det skal gøres kort og konkret! I feltet fremhævet/featured kan du vise konkrete eksempler på dit arbejde og det du kan. Sidst men bestemt ikke mindst, skal du vælge et godt, professionelt foto som er taget fornyligt – ikke et fra ferien i Spanien i 2017.

Så fik vi det på plads! Nu til det, det hele skal handle om – hvordan kan du bruge LinkedIn til at styrke dit netværk? Here it goes!

Først og fremmest er det vigtigt, at du viser, at du er aktiv og til stede. Det kan du for eksempel vise ved at reagere på det indhold personer i dit netværk poster, så giv gerne et ’Synes godt om’ eller send en opmuntrende kommentar med på vejen.

Derudover er det også utroligt vigtigt, at du sørger for at holde din profil opdateret, hvis du for eksempel får et nyt job eller har gennemført et interessant kursus. Så kan personer i dit netværk se, at du er aktiv og hvem ved måske det giver dem lyst til også reagere på dit indhold?

Måske du også kan bruge funktionen ’Send’, hvis du ser et opslag, som måske kunne være relevant for andre i dit netværk? Det er god stil, ikke?

Har du husket at chatte for nyligt?

En anden vigtig funktion som LinkedIn også har er ’Chatten’ – du kender det måske allerede fra Facebook Messenger? Her kan du tage direkte kontakt til personer i dit netværk ved at sende en privatbesked.

Du kan for eksempel anvende chatten til at følge op på forskellige arrangementer eller kongratulere en med et nyt job.

Dette er også med til at synliggøre din tilstedeværelse og ikke mindst vise din interesse for de personer du har i dit netværk.

Hvem følger dig?

En anden smart funktion, som jeg er helt vild med, er at man kan se hvem der besøger ens LinkedIn profil!

Så kan du følge med i hvem der er interesseret i dig og din faglige profil, måske er det endnu en person som du kan tilføje til dit netværk?

Alt dette er bare en brøkdel af det LinkedIn tilbyder, så hvis du har mod på det, så giv dig i kast med at udforske alle de smarte funktioner.

Jeg håber i hvert fald, at denne artikel har givet dig et indblik i, hvordan du kan bruge LinkedIn til at styrke dit netværk. Hvis du ikke allerede har en LinkedIn profil, så kan vi stærkt anbefale dig at oprette en!

God fornøjelse!